ÅBNE ATELIERDØRE - 2024
Anette Arleth
Medie: Skulptur og smykkekunst
Telefon: 54 44 51 94
Email: galleri@arleth.dk
Web: www.arleth.dk
Udstilling: Strandhuse 9, Bregninge, 4871 Horbelev
Anette Arleth: Skulptur og smykkekunst.
Tekst af Pernille Bjørgulf Agerholm, arkitekt MAA, om mine skulpturer i flint og bronze: Jordens Børn
”Når vi tager en sten op fra jorden, er der noget vi kan være sikre på: Den har været meget længere på Jorden end vi, og vil være her, når vi ikke er her mere.
Måske har den undergået en transformation fra en blød, flydende substans fra Jordens indre, er kommet ud i lyset og ligger nu i vores hænder som en hård kompression af tusind års liv og rejse fra urdybet.
Vi mennesker er mere bløde – og forgængelige. Og vores livsrejse går den modsatte vej. At kunne mærke livet i stenen – også det, der har været. At være myreflittig, engageret og få livet – sit eget og jordens – til at blomstre omkring sig. Det er jo en kunst i sig selv – en livskunst, som Anette kan. Og i hendes skulpturer bliver livskunst til kunst.
Hun gør sten og bronzeformer med menneskelige træk til en helhed, der komplementerer hinanden, så stenen synes mere levende, og de menneskelignende figurer bærer urdybet i sig. Anette har skabt sine egne væsner. Usentimentalt og kærligt skildrer hun forskellige temperamenter i forskellige livsfaser og gøremål – akkurat som vi mennesker er. Men de rummer noget mere. Noget, som de fleste af os giver køb på og mister undervejs. De udtrykker en hvilen i sig selv. En dyb optagethed og tilstedeværelse i det, de gør, hvad enten de vandrer, cykler, balancerer, venter barn, passer gæs, eller blot står og mærker livet sammen eller alene.
Stærke individer, der er fuldt tilstede i nuet – med barnets uhildede sympatiske åbenhed og tillid til verden. Det gør én varm om hjertet.
Anette må have en særlig fornemmelse for sten – og mennesker.”
Galleri Arleth er åbent fredag-søndag kl. 10-16, og man er altid velkommen til at aftale et besøg på andre tidspunkter.