
SKORÁ
Henrik Skorá
Medie Maleri
Telefon 21 64 16 39
Email henrik@skora.dk
Web www.skora.dk
Udstilling Langesvej 7, 4840 Nørre Alslev (hos Helle Bach)
Jeg er arkitekt, billedkunstner, foredragsholder, forfatter, jazzpianist og senest YouTube’r med kanalen “Painting with the Old Guy” (https://www.youtube.com/@skora-theoldguy). I 1985 tog jeg afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, Institut for Visuel Kommunikation, og arbejdede efterfølgende med indretning og design af mødefaciliteter og lyd, desuden salg og marketing for tyske Sennheiser. Siden 2006 har jeg malet på fuld tid – mest abstrakte malerier primært i akryl på lærred. Jeg har udført flere offentlige og private udsmykninger og udstiller i hele landet på gallerier, biblioteker og kunstforeninger.
I 2022 udgav jeg bogen: MALERIER og mirakler, som er en selvbiografisk bog om at skifte det store skrivebord ud med det mere ydmyge hvide lærred. I 2023 åbnede jeg et nyt og spændende kapitel, idet jeg startede YouTube kanalen: Painting with the Old Guy, hvor jeg laver videoer om at leve som billedkunstner, om at male og mine tanker og oplevelser med det.
Musikken og især jazz’en er og har altid været tilstede som et “helle” og afsæt for mine andre aktiviteter. Det er blevet til flere pladeudgivelser med den største succes: “Rødt lys betyder stop”, som var et samarbejde med den daværende Børnenes Trafikklub. Gennem årerne har jeg været en del af flere kunstnersammenslutninger bl.a. Det blå Tårn, Åbne Atelierdøre Guldborgsund, Troika, m.fl. og har nydt den inspiration, der kommer fra at være i et fællesskab.
Motiverne i mine billeder
Jeg maler abstrakt og farverigt. Jeg er inspireret af farver, musik, by, hav og natur.
Jeg arbejder altid med flere ideer. De kommer og går. Nogle gange er en ide meget konkret, jeg “ser” ligefrem det færdige billede i en slags syn. Andre gange er ideen mere en anelse eller en fornemmelse af, hvordan billedet skal se ud.
Billedets indhold og form er en lille historie eller et udsagn, som jeg bruger billedet til at formidle. Billederne … og selvfølgelig også jeg … vil noget, der er noget på spil. Det er noget, der er så vigtigt, at man lige må tage sig tid et øjeblik til at opleve, forstå eller inspireres af, hvad det nu er.
Nogle gang er denne historie helt klar og stramt fortalt, andre gange er billedet sig selv. Det er ikke vigtigt for mig, at beskueren får de samme tanker, som jeg gjorde mig, mens jeg malede. Det er mere vigtigt, at han/hun gør sig sine egne. For når jeg er færdig med billedet, er det mentalt set ikke længere mit, og folk må naturligvis opleve og forstå mine billeder, som de selv vil. Det er dog slet ikke altid, jeg helt ved, hvad det er, der inspirerer mig, men det er altid spændende og inspirerende, når der sker noget nyt. Jeg er netop flyttet fra Falster, og i dag bor jeg i København på Frederiksberg efter 20 fantastiske år med base i Gåbense. Storbyen har nye oplevelser og indtryk, som jeg glæder mig til at dykke ned i.

